Hvem er jeg

Et kreativ hoved….

…. og et visuelt orienteret menneske, der altid har haft gang i kreative projekter af den ene eller anden art. Jeg elsker kunst, kultur og design.

Jeg befinder mig godt i kreative og dynamiske processer, hvor der er plads til fordybelse, sparring og afprøvning af nye ideer.

Jeg vil gerne arbejde med projekter, hvor jeg kan følge processen fra A-Z og tage del i både research, ideudvikling og design fasen.

Mit kreative hoved holder jeg kørende på kulsort kaffe, så er jeres kaffeautomat udstyret med god kvalitetskaffe, så tøv ikke med at kontakte mig til et uforpligtende kaffemøde 😉

Min rejse, so far….

….fra mode til multimediedesign

2005-2006

Jeg forelskede mig allerede som 12-årig i modedesign og var fast besluttet på at tage designuddannelse på Teko.

I 2005 startede jeg på uddannelsen til designteknolog.
Her lærte jeg om håndværket bag tøjdesign, ideudvikling og kreative arbejdsprocesser. Jeg skrev speciale om idegenerering indenfor produktdesign.

2007-2019

Jeg har arbejdet for flere forskellige modevirksomheder som designassistent og printdesigner. Her lærte jeg at samarbejde i et design team på tværs af fagligheder.

I disse jobs har jeg tegnet i Illustrator og lavet salgsmateriale i Photoshop/ Indesign.
Jeg opdagede at jeg var god til at lære at arbejde i nye programmer og havde et godt øje for grafisk design.

2019

I 2019 tog jeg et kursus i brugervenlighed og grafisk design på Erhvervsakademiet. Her lærte jeg om grafisk design i forhold til websites, at designe brugergrænseflader, informationsarkitektur og lave brugertest.

Det var på dette kursus jeg fik øjnene op for multimediedesign og hvordan jeg kunne bruge mine evner for design i en helt ny retning.

2022

Derfor valgte jeg i 2022, efter en periode med corona nedlukning, opsigelse og en masse refleksioner om fremtiden, at starte på multimediedesignuddannelsen.

Dette gjorde jeg for at bygge videre på min erfaring med grafisk design og lære om programmering og CMS.
I dag føler jeg mig godt klædt på til at kunne arbejde som grafisk eller UX/ UI designer.

Når jeg ikke arbejder . . .

…eller er fordybet i kreative projekter, bruger jeg min fritid på at være i naturen eller dyrke motion, og allerhelst en kombination af begge dele.

Jeg elsker at være ved eller på vandet, enten i form af en svømmetur i havet eller på et SUP board i århus bugten.

En gåtur med en god podcast i ørene eller en tur i fitnesscenteret er en fast del af min hverdag.